DET VIGTIGSTE ER, AT VI HAR DET SJOVT, MEN DER SKAL SELVFØLGELIG VÆRE STYR PÅ ALT DET PRAKTISKE!
HVORNÅR? Camp i uge 27 foregår fra mandag formiddag tom. fredag eftermiddag og i uge 31 fra søndag formiddag tom. torsdag eftermiddag. Vi møder op i hold på første dag i tidsrum kl. 10-11. Det eksakte mødetidspunkt udsendes umiddelbart før start.
VI ER TILMELDT – HVAD NU? Har du modtaget en bekræftelse på deltagelse? Så er du sikret en plads på vores camp. Herefter fremsendes et følgebrev (med info og regler, som til forveksling ligner nedenstående) samt et skema, som skal udfyldes og returneres senest 8 dage før ankomst.
NOGET OM REGLER & DE LEJRANSVARLIGE Når alle deltagere er ankommet afholder vi et introduktionsmøde med præsentation af dag- og natteansvarlige. Ansvarshavende vil vise rundt og gennemgå alle generelle regler for opholdet. Vi har to/tre faste ansvarshavende på lejren, så der er altid nogen at henvende sig til vedr. hvad-som-helst.
OMRÅDET Campen vil i uge 27 finde sted i Kulturhuset Støberihallen i Hillerød, og i uge 31 i Absalonhus ved Hørsholm.
Der findes et tilhørende og afgrænset udeområde på begge matrikler. Det vil ikke være tilladt at forlade området uden tilladelse eller i følgeskab af voksne.
MAD & SNACKS Vi lægger naturligvis vægt på sunde måltider, da energien og maskineriet skal kunne holde hele dagen. Vi køber fortrinsvis økologisk og bæredygtigt i det omfang, det overhovedet er muligt. Dog skal der selvfølgelig også være plads til lidt sødt!
OVERNATNING Overnatning foregår i stor sovesal. Det er ikke muligt at reservere et specifikt soverum, men vi vil gøre alt for, at alle føler sig trygge. Man kan altid henvende sig til den lejransvarlige, som befinder sig i rummet ved siden af sovesalen.
TELEFONTID Mobiler... Når der er undervisning, er det ikke tilladt at have telefonerne i brug. Hver dag vil der være afsat telefontid, hvor deltagerne kan bruge deres telefoner. Udenfor telefontid, og selvfølgelig kun hvis det er vigtigt, kan børn som voksne kontakte de lejransvarlige.
FOTO & VIDEO Der vil helt sikkert blive taget masser af fotos og film af de deltagende. Vi håber, at vi må bruge nogle af disse på sociale medier, vores kommende website, evt. presse og nyhedsmails. Ved tilmelding godkendes/fravælges samtidigt en samtykkeerklæring. Det er naturligvis et frit valg, om I vil figurere på disse!
BØRNEATTESTER Inden camp start vil der blive indhentet børneattester på alle instruktører og personale efter gældende regler.
CORONA REGLER & REFUNDERING Vi følger naturligvis de gældende regler fra myndighederne med virkning på det pågældende tidspunkt. Skulle vi blive nødsaget til at aflyse pga. nye Corona restriktioner, så tilbagebetales det fulde beløb.